Vi er en gruppe af aktive ledere i alderen 18 til 55 år, der brænder for spejder. Nogle er spritnye i spejderbevægelsen og andre er nærmest født ind i vores spejdergruppe. Vi arbejder sammen efter det princip, at spejderarbejdet skal give os energi til resten af livet. Energien får vi mest fra samværet med vores spejdere, med hinanden og fra de fantastiske oplevelser vi har fået gennem spejderarbejdet i hele verden. I Frederikslund gruppe får man ikke bare serveret de gode oplevelser, vi er sammen om at skabe dem... og det er det, der gør det hele så godt!
Bliv leder
Har du lyst til at blive leder i Frederikslund?
Spejdererfaring er absolut ikke et krav.
Så kontakt vores gruppeleder Annette Kraglund - akraglund@hotmail.dk med det samme. Vi kan altid bruge en ekstra hånd, og vi vil være mere end glade for at have dig med på holdet!
LEDER aktiviteter
Praktiske lederkurser
- Klatring
- Rafting
- Vildmarksliv
- 1. hjælp
- Alpine aktiviteter
Teoretiske lederkurser
En gang om året er der mulighed for at få inspiration til møder og aktiviteter på DDS' kurser. Hele ledergruppen kan tage afsted sammen.
Ledermøder
Vi har ca. seks ledermøder om året, hvor vi planlægger og støtter hinanden.
Udviklingsdage
Vi har 1 eller 2 årlige udviklingsdage. Her sætter vi nye mål og lærer hinanden bedre at kende.
Ledere & gruppehjælpere
GRUPPEHJÆLPERE
Gruppehjælper er en funktion, der er oprettet til de ledere, der enten er flyttet for langt væk eller ikke har tid til det ugentlige spejderarbejde. Til gengæld har de stadig lyst til spejderarbejdet, og de bliver derfor brugt på løb, ture og til andre arrangementer. Ofte er det også dem der hjælper, hvis en af de faste ledere er syge.
Annette Kraglund
Hej, jeg hedder Annette. Jeg har været spejder i Skovtofte Gruppe i Virum hele min barn- og ungdom. Da jeg fik børn, skulle de gå til spejder, og sådan havnede jeg i Frederikslund Gruppe. Jeg er minileder og gruppeleder i gruppen.
Anne Sofie Darket
Jeg har været spejder i Frederikslund gruppe, siden jeg var lille. I dag læser jeg fysik og nanoteknologi på DTU og er fortsat spejder – nu som juniorleder. Det er et rart afbræk fra at sidde stille med bøgerne, og det er altid dejligt at se juniorspejderne med alt deres glæde og energi – både når der skal laves forskellige aktiviteter, men især når der skal leges :)
Rikke
Jeg har været med i gruppen siden 2010, fra minigrenen af. Hele min familie har været tilknyttet Frederikslund i flere år, så det var naturligt for mig at blive spejder. Jeg er juniorleder og klanspejder, og jeg elsker at være spejder! Jeg synes, noget af det bedste er de livslange venskaber, man kan få på tværs af dialægter eller kontingenter.
Spejderlivet er den perfekte balance mellem tosserier, venskaber, oplevelser og udfordringer!
Amalie Paarup Krebs
Jeg har været spejder i Frederikslund gruppe hele mit liv - ja, eller i hvert fald siden 2005. I gruppen er jeg tropsleder og med i gammelklanen, og jeg elsker de nye, spændende udfordringer og oplevelser, som jeg får ud af hver eneste aktivitet. Når jeg ikke er finde i spejderhytten, så leger jeg med kemi, da jeg er uddannet som kemi-ingeniør. Mit mål som leder er at sørge for, at mine spejdere får en lige så fed og lærerig tid, som jeg havde, og så er jeg af den overbevisning, at der ikke er meget, som et godt lejrbål ikke kan fikse.
Anna Skovby Andersen
Jeg har været spejder i Frederikslund gruppe siden 2006. Jeg er både tropsleder og med i gammelklanen. Til daglig læser jeg til kandidat i landskabsarkitektur på KU, og så er jeg studentermedhjælper i Københavns kommune.
Simone Andreasen Krog
Jeg startede i Frederikslund gruppe i 2005 og har været der lige siden. Selvom jeg både har været på efterskole og ude og rejse, vender jeg altid tilbage til gruppen, når jeg har tid og er i nærheden. Jeg er uddannet bygningssnedker, rejseguide og engelsklærer, og jeg arbejder som bygningssnedker.
Lærke Münter
Hej, jeg hedder Lærke og sidder til hverdag og nørder med det dersens Nanonoget. Jeg har været spejder i Frederikslund siden jeg selv var nanospejder og du kan møde mig på fælles spejderture hvor jeg tit tager med som hjælpeleder.
Johannes Due-Hansen
Hej, navnet er Johannes, jeg arbejder som kemiingeniør. Min spæde spejderungdom udlevede jeg i det jyske, men har ikke rigtig været spejder siden ulveungetiden. Altså ikke før nu her de seneste par år, hvor jeg har fået den fantastiske mulighed at udvikle kompetencer inden for knuder, bål og morsekoder. Ja, at være spejder!
Jonas Jacobsen
Hej, jeg hedder Jonas og arbejder med at bygge broer af beton hos Cowi - jeg elsker beton. Min spejderopvækst har jeg modtaget i det mørke Jylland hos spejdergruppen 1. Haderslev Musketererne. De sidste mange år her i gruppen har dog præget mig så meget, at jeg føler mig som en rigtig Frederikslund spejder.
Anders Lærke Nielsen
Hej, jeg hedder Anders og arbejder på Novo Nordisk. Oprindeligt er jeg fra Næstved og har slet ingen spejderbaggrund, men da jeg hørte P3's spejdersang for nogle år siden, blev jeg så grebet af ideen, at jeg bare måtte være spejder!
Louise Rosenberg
Hej, jeg hedder Louise og arbejder med sådan noget miljøhalløj på DTU. Jeg har været FDF'er i et par år da jeg var barn, men det gælder jo ikke! Så jeg er først blevet rigtig spejder i marts 2012, og nu er jeg klar på alt fra at bygge vilde rafteprojekter til bjergbestigning og snobrød.